3. april 2018



Værktøjerne til at bremse seksuel chikane findes allerede

       

Hvis der er mistanke om seksuel chikane på en arbejdsplads, så skal man reagere. Men vi har ikke brug for mere regulering, siger Anne-Marie Røge Krag, arbejdsmiljøchef i Dansk Erhverv

Seksuel chikane er ikke i orden, og det skal håndteres ansvarligt på arbejdspladserne. Seksuel chikane handler enten om kultur eller om misbrug af autoritet, og der er ikke brug for flere regler på området, siger Anne-Marie Røge Krag, arbejdsmiljøchef i Dansk Erhverv. Med udmeldingen cementerer hun en politik, der ifølge Finans.dk er afstemt mellem DA, DI og Dansk Erhverv.
"Jeg vurderer, at vi har de nødvendige værktøjer. Hvis der sker seksuel chikane på en arbejdsplads, så er det allerede i dag arbejdsgiverens ansvar at gøre noget ved det," siger hun.

"Jeg vurderer, at vi har de nødvendige værktøjer. Hvis der sker seksuel chikane på en arbejdsplads, så er det allerede i dag arbejdsgiverens ansvar at gøre noget ved det"

Læs også: Vi finder os (måske)(ikke) i sexchikane

Arbejdsgiver skal hæfte

3F, HK og flere andre fagforeninger har ellers for nylig foreslået at ændre ligebehandlingsloven, så arbejdsgiveren også hæfter for det, hvis en af lederne udøver sexchikane. Arbejdsgiveren skal leve op til det, der kaldes et indirekte, objektivt ansvar ved at have en plan for at undgå sexchikane, inden problemet opstår.

"Så længe arbejdsgiverne ikke hæfter for sexchikane, vil der ikke for alvor ske en forebyggelse. Det betyder, at vi først kan føre sagerne, når skaden er sket og har givet folk ar på sjælen," sagde HK/Privats sektornæstformand, Marianne Vind kort før årsskiftet til Avisen.dk. Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen har i et brev til HK skrevet, at han ser frem til at høre mere om fagforeningernes forslag.

Læs også: Sexchikane: vi ser kun toppen af isbjerget

Sexchikane på dagsordenen

Affødt især af, at to ministre har vist interesse for sagen, kommer sexchikane på dagsordenen i partsregi i løbet af foråret, oplyser Anne-Marie Røge Krag.
"At to ministre siger, at de vil gøre noget ved det, aktualiserer, at vi selvfølgelig lige kigger i egne rækker. Vi skal have snakket om, hvorvidt man på arbejdspladserne oplever seksuel chikane, og om det kommer fra kunder, kolleger eller fifty-fifty. Kan man finde ud af at håndtere det? Og hvis ikke – kan vi komme med anbefalinger," siger hun.

Læs også: 3 tips til at håndtere sexchikane bedre

Nul sager i faglig voldgift

Anne-Marie Røge Krag understreger, at Dansk Erhvervs medlemsorganisationer allerede i dag har indgået en partsaftale med fagforeningerne om forebyggelse og sagsbehandling af mobning og seksuel chikane (HAST-aftalen). Ifølge denne skal arbejdspladserne i udgangspunktet selv håndtere problemer på disse områder. Men både ledere og medarbejdere kan også kontakte organisationerne og bede om konsulent-bistand. Imidlertid har der været påfaldende tyst på sex-chikane-området. Anne- Marie Røge Krag oplyser, at der simpelthen ikke har været nogen deciderede sager om sexchikane under HAST-aftalen, som er endt i en faglig voldgift. Hun kan selvfølgelig ikke afvise, at det kan se anderledes ud på arbejdspladser, som står uden for aftalen. Men det er nærliggende at konkludere, at der på handelsområdet allerede i dag findes et fyldestgørende værktøj mod sexchikane. Hvorfor så lægge statslig regulering oveni?


Image

Find pulsen på arbejdsmiljølederrollen - tag på ArbejdsmiljøNET i Kolding den 14. - 16. maj 2018


Foto: homethods.com